Erfaren Business Intelligence og Data Warehouse udvikler til Microsoft BI-platform (22)

Erfaren Business Intelligence og Data Warehouse udvikler til Microsoft BI-platform

I Movia er vi ambitiøse på dataområdet. Vi er så ambitiøse, at anvendelse af data er skrevet ind i vores forretningsplan. Målet er at styrke mobiliteten på Sjælland til gavn og glæde for samfundet gennem aktiv brug af data, viden og analyser. Brænder du for data, Business Intelligence og Data Warehouse? Mestrer du SQL, Power BI og har flair for Azure? Så har du gode muligheder for at blive vores nye kollega.

Hvad kan vi tilbyde dig?
Som BI-udvikler i Movia får du mulighed for at arbejde med mange forskellige data. For eksempel modtager vi dagligt data fra de 1.600 busser, der kører rundt på Sjælland. Vi får live gps-positioner, automatiske passagertællinger og rejsekortdata i et omfang, som mange vil misunde.

Du bliver en del af vores kompetente BI-team, som består af seks kollegaer. Vores kultur er uformel, og vi har et stærkt sammenhold, både fagligt og socialt. Vi deltager på forskellige konferencer og vidensdeling er en af vores kerneværdier.

BI-temaet har ansvaret for at understøtte forretningens brug af data, skabe en mere datadrevet virksomhed og åbne data for offentligheden. Bl.a. bearbejdes og analyseres rejsemønstre ud fra rejsekortdata, passagertal, kundetilfredshed og pålideligheden af trafikinformation.

Sammen med forretningen gør du idéerne til virkelighed, når du udvikler kuber, analyser og rapporter. Med din tekniske indsigt og dataforståelse rådgiver du professionelt forretningen om de bedste og mest effektive løsninger. Og du gør idéerne til virkelighed.

Din baggrund
Du har solidt kendskab med datamodellering, algoritmer samt datavisualisering. Du trives med at finde smarte og innovative løsninger på komplekse opgaver og har kendskab til principper inden for data warehouse design og arkitektur. Du skal både udvikle nye løsninger og forvalte eksisterende samt deltage i projekter med fokus på indsamling, håndtering og brug af data.

Vi forventer du tager et medansvar for den faglige udvikling i teamet, samt udvikling af Movias datavarehus og BI-løsninger i tæt samarbejdet med Movias BI-løsningsarkitekt.

 

Vi forestiller os, at du er en erfaren Business Intelligence og Data Warehouse udvikler (+5 års). Og gerne med en relevant uddannelse som f.eks. It-ingeniør, Datalog eller Data Scientist.

Hvis du er en ambitiøs nyuddannet kandidat (BSc / MSc) med stærke programmeringsevner, stor forståelse for databaser og den rette indstilling, kan du også komme i betragtning til stillingen.

Du har erfaring med flere af følgende værktøjer eller områder - enten gennem din karriere og/eller uddannelse:

  • Microsoft BI-platform (SQL Server 2016 inkl. SSIS, SSAS, SSRS).
  • Microsoft Power BI.
  • Datamodellering (snowflake og star schema).
  • Konkret erfaring med cloud teknologi (Azure).
  • Kendskab til advanced analytics, data mining og machine learning vil være en fordel (Python og R).

 

Som person er du:

  • Selvkørende, god til at prioritere og kan drive udviklingen af løsninger i godt samarbejde med dine kollegaer og forretningen.
  • Analytisk og struktureret i din arbejdsform. Har sans for detaljen og kvaliteten i dit arbejde.
  • Talstærk og nysgerrig på ny teknologi og viden.
  • God til at formidle dig i både skrift og tale.
  • En god kollega som tager ansvar og sætter pris på sammenhold og samarbejde.

 

Trafikselskabet Movia som arbejdsplads
Som Danmarks største trafikselskab arbejder Movia for øget mobilitet på hele Sjælland gennem en sammenhængende, enkel og miljøvenlig kollektiv transport. Movia er en spændende arbejdsplads med knap 350 medarbejdere. Vi hylder høj faglighed, innovative og fremtidssikre løsninger, og et kollegialt fællesskab på tværs af fagligheder, områder og forretningsenheder. Vi har en uformel omgangstone og samarbejder på tværs af organisationen om at udvikle og forbedre den kollektive trafik til gavn for kommunerne, regionerne og borgerne.

Vi lægger vægt på vores medarbejderes trivsel og tilbyder gode kantineforhold, frugtordning, træningsrum samt praktisk beliggenhed som nabo til Valby St. Vi arbejder systematisk med kompetenceudvikling i hele organisationen og har flextid, hvilket gør det muligt at få arbejdsliv og familieliv til at hænge godt sammen. I Movia vil vi gerne sikre en sund arbejdsplads nu og i fremtiden, hvorfor vi er en røgfri arbejdsplads.

Som vores nye kollega bliver du del af It-afdelingen. It-afdelingen har ansvaret for en unik systemportefølje på over 150 applikationer, der både omfatter trafiksystemer, administrative systemer samt passagervendte systemer som Rejsekortet og DOTs webshop.

”Det, der kendetegner Movias It-afdeling, er vores store og komplekse portefølje af trafiksystemer. Systemerne bruges af vores kunder ude i trafikken hver eneste dag, og det er vigtigt for os i it-afdelingen, at løsningerne udvikles, er i orden og kører. It-afdelingen har et godt fællesskab og en høj faglighed. Vi har gode muligheder for at give den enkelte medarbejder de opgaver, der passer til medarbejderens kompetencer og udviklingsønsker”, fortæller IT-chef Annette Heckscher.

Movia tilbyder individuel løn efter kvalifikationer i henhold til overenskomst mellem relevant faglig organisation og KL.

Stillingen er på fuld tid med tiltrædelse den 1. november 2019.

Interesseret?
Ansøgningsfrist søndag den 1. september 2019.

Du ansøger via nedenstående link.

Har du yderligere spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte teamleder Jesper Wibrand på +45 4041 4334.

Vi forventer at holde 1. runde samtaler den 9. og 10. september 2019 og 2. runde samtaler den 16. og 17. september 2019.

 

Ansøgningsfrist: 1. september 2019